Arbejdet begyndte i 1802 og var færdigt i 1805. Kun tre år tog det at grave kanalen (se kanalens forløb her), og det forekommer imponerende hurtigt, når man tænker på, at den var 9 km lang, 9 m bred og 1½ m dyb, og at al jord måtte flyttes med skovl og trillebør! Op til 400 mand var i arbejde under Adolph von der Recke's ledelse, det var arbejdsfanger fra fængslerne, soldater og omegnens bønder.

Indtil 1873 varede denne nordsjællandske pramfart. Så var Esrum Kanal så medtaget, at det ikke kunne betale sig at oprense og istandsætte den, trækstierne skulle udbedres, og prammene var heller ikke i orden. Samtidig var de bedre veje og bøndernes stærkere hestevogne blevet et konkurrencedygtigt alternativ. Og med Gribskovbanens start i 1880 blev der sat et definitivt punktum for dette enestående kapitel i Nordsjællands historie. Også den daglige brug af kanalen, som foregik fra maj til september, har været et slid uden lige, lad os skrue tiden tilbage og følge brændetransporten på dens vej fra Grib Skov i syd til Kattegat i nord i forrige århundrede:
Langs med vestbredden af Esrum Sø var der i den vældige Grib Skov forskellige brændepladser, de største lå ved Piberhus, ved Graverhus og ved Sølyst. Her oplagrede skovarbejderne brændet, således som også Iver Nissen har omtalt i artiklen på side 48. Fra broer ud i søen læssede man brændet over på prammene. Store pramme var det, ca. 20 m lange, der kunne laste 20-30 rummeter.

På Søvejen, som den gamle træksti langs Esrum Sø stadig hedder, blev et par heste spændt for, og så begyndte den anstrengende sejlads nordpå. I stævnen stod pramføreren med en lang stage, som han brugte til at holde prammen fri fra bredden med, og det ca. 50 m lange tov til hestene var fastgjort på en høj mast i forstavnen et stykke oppe, således at buske og trærødder ikke kom i vejen. Inde på land gik pramdrengen og ledte hestene, og flere steder gik trækstien forbi vaskepladser, hvor koner fra Nødebo og Esrum vaskede og blegede tøj. Det siges, at vaskekonerne og pramdrengen ikke var de bedste venner, for hestene plørede søens vand op og svinede tøjet til, eller også væltede tovet det hele. Så pramdrengen måtte regne med et ordentligt drag over nakken, hvis han ikke forinden havde valgt at springe op på den ene af hestene, ride ud i vandet og passere de hujende vaskekoner i tilbørlig afstand.

Sølyst. Ved nordenden af den godt 8 km lange Esrum Sø ligger en af Nordsjællands dejligste perler, Sølyst, som pryder omslaget til dette års udgave af Folk og minder fra Nordsjælland. Her boede den pramfører, der var opsynsmand og leder af hele arbejdet, og her startede den egentlige kanalfart. Efter et solidt måltid mad, en bimpel hjemmebrygget øl og sikkert også et par ordentlige dramme blev friske heste spændt for på begge sider af kanalen. Sejladsen er klar til at fortsætte, og hvis læseren er med endnu, kan hun eller han følge med på kortet, for nu bliver det lidt mere indviklet at orientere sig.

Vi sejler under Kanalbroen, hvor landevejen i dag passerer. Når Esrums brudepar i gamle dage kørte over Kanalbroen, fortælles det, at ungdommen affyrede skud under broen, en salut, der nok ofte kunne få sat lidt for meget gang i hestene. Strømmen hjælper til, og snart lukker Snevret Skovs trækroner sig om prammen. Vi befinder os i det gamle klosterland, og kanalen viser sig her fra sin allersmukkeste side. I "Ung-domsvandringer i mit Fødeland" fra 1811 beretter Christian Molbech herom:

"Trækveien ved Canalen er desuden forskiønnet ved en dobbelt Rad Frugttræer, og hvor disse ikke have Ly af Skoven, beskyttes de mod Vindene ved tætte Plantninger af Skovtræer. Saaledes er smag for Naturskiønhed heldigen forenet med Hensyn til oeconomisk Nytte ved dette Anlæg".

Inde i Snevret Skov passeres på bagbords side et sted med det inspirerende navn: Proppen. Det må simpelt hen have været et stigbord til en sidekanal mod vest, hvor vandet kunne lukkes ud i Sortesø, vis der var for meget af det, trækstier og omliggende marker måtte jo ikke oversvømmes. En interessant teori går ud på, at man, når de tomme pramme skulle trækkes den modsatte vej, kunne åbne proppen, hvorved strømmen mindskedes, og arbejdet altså blev lettere. Hvis man kikker godt efter, kan man stadig finde nogle volde på det sted, hvor Proppen har været.

Nordvest herfor, på en bakke lå Festpladsen, som oberst von der Recke også havde ansvaret for.

Det var nærmest en lysthave med spadseregange, bænke og grønne lysthuse. Der var plantet æbletræer (flaskeæbler) og prydbuske. På den store samlingsplads havde man en fin udsigt over hans værk, og at von der Recke var en mand med ambitioner, kunne man læse i avisen:

"her skulde Omegnens Almues Mennesker samles til sommergilde og Søndags Lystighed, i Stedet for i den skidne Kro til den glædesløse barbariserende Svir. Her vilde han, Ungdommen skulde samles til Sang, Dans og blid Munterhed i Paasyn af de Ældre, i ædrueligt Selskab, endog med Egnens Honoratiores, paa det af Folk af Almuen, idet de tilvænnedes Behageligheden af disses - man tør formode - ædlere Omgangstone og Sæder, kunde meddeles et og andet Resultat af disses Kundskaber og Overvejelsesaand". - pragtfuldt formuleret! "

At kanalen også kunne bruges til mindre genvordige ting, fremgår også af Jørgen Sonnes dejlige maleri. Det var en yndet fornøjelse for fornemme folk at tage en sejltur på kanalen. Adamine Gerber skriver i sine erindringer fra 1900:

"Efter Middagen gik man ombord i Prammen, som blev trukket af Heste, der gik langs Bredden, og der var Kaffe-bordene dækket med den traditionelle Kobber-Skovmaskine (til kaffe). Man sejlede under Masser af Træer, der sine Steder næsten lukker helt sammen. Solen skinnede på Løvet, Bladene dansede i Solen og paa glade Mennesker, hvor var det skønt"

Man kunne tænke sig, at den i stedet har heddet "Ventedammen", og at prammene har ventet her, således at de ikke lå i vejen for hinanden ved omlastningen længere fremme. Dammen er nem at finde i landskabet, selv om skoven mere eller mindre har bredt sig hen over den. Lidt længere mod nord når vi til Storedam, som slet og ret har været en mølledam, hvorfra en del af kanalens vand kunne løbe mod øst og drive et møllehjul.

Her lå hærens stampeværk og slibemølle, og under krigen med England 1807-14 blev anlagt en krudtmølle som reserve for Frederiksværk. Krudtmøllen blev senere overtaget af våbenfabrikken i Hellebæk.

Der blev også badet, efter sigende badede drengene i Endedammen, mens pigerne badede i Storedam, og, stadigvæk efter sigende, var det en yndet fornøjelse for drengene at bortføre pigernes tøj, mens de var i vandet. Men i den retning er jo ikke meget forandret. Næste "seværdighed" er Vendedammen, der sandsynligvis har været brugt, når de tømte pramme skulle drejes rundt, før turen gik tilbage til søen. Dammens størrelse passer ideelt til de ca. 20 m lange pramme, men alligevel er der nogen usikkerhed om anvendelsen på grund af beliggenheden ret langt mod syd.

Man kunne tænke sig, at den i stedet har heddet "Ventedammen", og at prammene har ventet her, således at de ikke lå i vejen for hinanden ved omlastningen længere fremme.

Dammen er nem at finde i landskabet, selv om skoven mere eller mindre har bredt sig hen over den.

Lidt længere mod nord når vi til Storedam, som slet og ret har været en mølledam, hvorfra en del af kanalens vand kunne løbe mod øst og drive et møllehjul. Her lå hærens stampeværk og slibemølle, og under krigen med England 1807-14 blev anlagt en krudtmølle som reserve for Frederiksværk. Krudtmøllen blev senere overtaget af våbenfabrikken i Hellebæk.

Møllen havde naturligvis ikke noget med pramfarten at gøre, men den fik sit vand fra kanalen. Her valkede man militærets klæder og tæpper, dvs., at man sammenfiltede uldhårene. Der var tre valkekummer, hvori de store stempler (stamper) blev drevet p og ned af kanalens vandkraft. Lige ved siden af lå hærens sliberi, og en stor smuk slibesten ligger stadigvæk på stedet og fortæller den besøgende om den fordums virksomhed med slibning af sabler. Ganske kort efter gør vi holdt ved det mest spændende og usædvanlige sted på hele turen.

Adskilt af en ganske smal sti (i forrige århundrede var der stensætning og bolværk) finder vi mod vest den lille sø og mod øst et kæmpemæssigt og langt dybere krater, i hvis afgrund, der i dag vokser træer. Den førstnævnte lille sø er den øvre kanals endestation, og i bunden af det dybe krater begynder den nedre kanal, som løber ud i Kattegat ved Dronningmølle.

Stedet hedder Væltningen, her ved denne mellemstation måtte brændet omlæsses fra den øvre kanal til den nedre, og det kræver en forklaring: Esrum Sø's vandspejl ligger ca. 8 m over Kattegats vandspejl, og dette var for stor en højdeforskel, når kanalen skulle bruges til pramfart.

I øvrigt er dette også forklaringen på, at Esrum Å ikke kunne benyttes i stedet for den øvre kanal. Man måtte altså gøre noget for at reducere denne højdeforskel, en sluse ville være nærliggende, men det var for dyrt, for, som etatsråd Pram skrev i 1806: "Dette havde fordret en Omkostning, som man fandt, ved et Anlæg, der ej var giort til Pral, kunde spares, og som ved det Brug, denne Kanal var bestemt for, ej lönnede sig".

I stedet byggede man så Væltningen i Snevret Skov, hvor man så at sige gør faldet halvt så stort. Højdeforskellen på stedet er nemlig ca. 4 m. På Rawerts akvarel fra 1840 kan man sagtens forestille sig, hvorledes brændet rutschede ned ad det skrå plan og blev læsset i de andre pramme. Disse pramme var mindre, cirka halvt så store.
 

Væltningen eller "Det skrå Plan", hvor brændet fora de store pramme kuredes ned ad nogle kraftige planker, ned i mindre pramme, der lå ca. 4 meter lavere. Nu vokser der træer hen over stedet, og huset er for længst væk. Men den dag i dag har det store krater virkelig format over sig, og stadig vokser der rigeligt med kørvel i husets have. Akvarel af O.J. Rawert 1820.

Nu kunne den sidste del af rejsen til Dronningmølle begynde. Inden længe løber kanalen ind i den eksisterende Esrum Å, som man havde uddybet. Heste kunne ikke bruges på denne strækning, fordi bredden flere steder var for sumpet, så to mænd måtte i stedet overtage "hestearbejdet": i seks timer stred de sig frem på hver sin side af kanalen.

Arbejdsdagen var lang og lønnen ringe, i den retning var der ikke tale om nogen romantik. I Dronningmølle havde der lige siden Christian IV's dage været en stor brændeplads på stranden. Her blev der holdt auktioner, og her blev brændet oplagret, indtil skibene sejlede det til København. Udskibningen må have været et helt kapitel for sig, først blev brændet læsset på heste-vogne, som kørte ud i vandet til små skibe.

På det gamle fotografi er det sejlskibet, der på denne måde først modtager brændet og derefter sejler det ud til de større skibe, der er ankret op længere ude. Det vil sige, at der alene i Dronningmølle blev lastet tre gange! Et slid har det været, uden lige, og for prammændene er sådan set kun halvdelen af historien fortalt, for de skulle nu til at begynde tilbageturen mod strømmen
 

Udskibning af brænde fra Dronningmølle anno 1873. Måske eneste fotografi, der findes! Husmænd fra Villingebæk kører hestevogne ud i vandet til mindre skibe (sejlskibet), der sejler brændet videre ud til større skibe. Udlånt af gårdejer Karl Olsen, Koldekildegaard pr. Villingerød.